To knægte på fire og fem år. Ude i mørket, over flere trafiklys, med (måske) fulde mennesker og raketter som tapet.
Vi forældre hang ikke i lamperne, dansede ikke vildt til øredøvende musik og lå ikke begravet i sprit. Faktisk sad vi bare og talte sammen i køkkenet. Og hørte ikke, da de to små drenge trissede igennem og videre ud i entreen, hvor de puttede deres bare fødder i støvlerne og forlod lejligheden – uden deres jakker.
Men vi hører selvfølgelig, da der bliver ringet insisterende på dørtelefonen. Af undrende voksne, viser det sig, der har set de to udbrydere. Men ikke stoppet dem. Måske har de været væk i 10 minutter? Nogle sekunder efter er den ene drengs mor galoperet på strømpesokker ud i de Frederiksbergske gader og får undervejs sat flere andre på jagt efter ungerne. Da jeg når ned øjeblikket efter, er hun for længst væk. Så render jeg selv rundt på må og få og kalder. Indtil en sætning toner frem i mit indre: ”Vi går ned og køber is”. Pludselig kan jeg tydeligt hører min søn sige det. Igennem ungernes leg, grin og larm inde fra stuen, er den ene sætning alligevel dalet ned et sted i hjernens mærkværdige mudderpøl for så at ploppe belejligt op til overfladen. Is for helvede da. Vores søn ved godt hvor Paradis Is er. Jeg løber. Og ser dem. Og brøler. De ser også mig. Drejer om på hælen og sætter af sted i modsatte retning. Så B R Ø L E R jeg igen. Benene fryser på de to, vender om og sjosker så op mod mig. Jeg skælder ud og kysser dem. Hjemme igen får de flere formaninger og flere kys.
Søde folk ringer lidt senere på døren for at høre, om drengene er kommet hjem. Jeg ville godt kunne forstå, hvis nogen havde ringet til myndighederne i bekymring over, hvilke forældre der lader så små børn rende alene på gaden nytårsaften (eller en hvilken som helst aften). Men jeg forstår faktisk ikke, hvorfor der ikke var en eneste, der holdt fast i dem og fik dem tilbage til os.
Nå, men i år var nytårsaften for vores søn næsten på niveau med juleaften, tror jeg. Sidste år, da han kun var 3½ år, gik det helt hen over hovedet på ham (se hér). Men i år var det meget spændende med bordbomber, stjernekastere og en lidt ældre dreng, han med lommerne fulde af matadorpenge kunne lokke med ud på eventyr.
Januar 2017