Vores barn har kræft I

Vi er indlagt på Rigshospitalet. Dora har fået konstateret kræft i binyren. Der er flere, der overlever, end ikke. Men det er skidt. Vi gik fra at frygte, det var leukæmi til at ville ønske, at det ”bare” var leukæmi (se note*).

Det, vi ved lige nu, er, at hun har en knude på ca. 3,5 gange 4 cm i binyren. Der er blevet taget en biopsi og svarene på denne løber ind de kommende dage. En af lægerne har fortalt os, at et sandsynligt forløb er minimum et år. Der bliver ingen børnehave, men i perioder vil hun være hjemme. Kemo påbegyndes ligeså snart resultatet fra biopsien er på plads.

Dora havde gule øjenlåg og klagede over ømme ben. Det var det, der sendte os forbi en læge for seks dage siden, og derfra røg vi direkte på hospitalet.

Vi skiftes til at være på hospitalet med Dora og hjemme sammen med Harry, men det bliver formentligt mig, der søger om plejeorlov. Det praktiske omkring dette hjælper en tilknyttet socialrådgiver med. Der er også tilknyttet psykolog.

Det er helt igennem rædselsfuldt, men vi har næsen oven vande. Det meste af tiden. Harry er nok bange og forvirret – men også ret meget sig selv. Dora er den sejeste lille pige. Hun har været ulykkelig over alle stikkene og også over masken til narkose, og hun ser generelt lidt trykket ud, når et menneske i hvid kittel træder ind. Men hun lader til fuldstændig at have accepteret, at vi nu befinder os i de omgivelser, og at hun har plastre, forbindinger og slanger over det hele. Hun har ikke på noget tidspunkt spurgt, om vi ikke hellere skulle tage hjem. Men hun ville gerne ”give de dumme læger en lærestreg”. Én dag var hun meget udmattet, indtil hun fik en blodtransfusion, men dybest set er hun bare Dora: Glad, rappenskralde og fuld af spilopper.

Vi har kun en vag forestilling om, hvad der venter os. Men vi ved, at det bliver hårdt. Og at vi får brug for hjælp. Måske til at lege med Harry indimellem. Måske til at besøge Dora, når det er muligt. Så Jesper og jeg kan få mulighed for at tale med læger sammen. Eller gå til tandlægen. Eller bare se hinanden alene et par timer. Måske er det noget andet, vi får brug for.

Vi vil gerne høre fra jer. Men i øjeblikket svarer vi ikke telefonen, måske heller ikke beskeder. Vi ved, I er der, og det er godt.

Kærlige hilsener fra os.
Ultimo juli 2018.

Tilføjet note*: Der er selvfølgelig intet godt ved leukemi. Jeg er sikker på, at forældre, der præsenteres for dén diagnose, er ligeså rystede, som vi var.

Marts 2019



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *