Vores barn har kræft ◦26

En positiv opdatering. Lægerne kan ikke finde kræft i Dora. Det er ikke det samme som, at der ikke er noget. Men vi er selvfølgelig glade!

Lidt mellemregning: Vi havde en fantastisk ferie i Italien i efteråret, til gengæld har denne vinter været så rædderlig, at jeg har fortrængt det meste. December havde Jesper, jeg og Dora en rimelig benløs omgang corona. Jul og nytår var hyggelig. I januar fik Harry corona endnu mere benfrit. Ellers alt for lidt lys og luft, men altså det vender jo; som det årlige mirakel.

I starten af året opfordrede lægerne til, at Dora skulle have en scanning (denne gang PET) med henblik på at tage en biopsi af den tilbageværende plet i armen for at blive klogere på, hvad det mere præcist er, der gemmer sig. Klam, klam tanke, fordi de i princippet kan rode op i noget, der så fiser videre ud i kroppen og forværrer tilstanden. Tanken var så, at det skulle gøres lige før en behandling (immunterapi fortsat), så eventuelle celler på afveje kunne fanges.

Scanningen klarede hun uden narkose. Hun blev tapet lidt fast og var pissesej de 10 minutter, det tog.

Pletten lyste stadig op. Så derefter biopsi (fuld narkose, de borede ind i hendes overarm og hapsede et lille stykke knogle med ud). 10 dages ulidelig ventetid. Svar: Vi kan ikke se noget kræft i prøven. Det er godt, men det ville have været endnu bedre, hvis de havde fundet ’døde’ (eller opmodnede, som det hedder) kræftceller, da de så ville være mere sikre på, at de faktisk havde ramt det helt rigtige sted.

Selv hvis intet lyser op på næste scanning, vil de formentligt anbefale stråling på stedet, hvor den sidste plet var, for at gøre det endnu mere uegnet for kræftceller at bosætte sig netop der, hvor der i længst tid har været noget skidt.

Hverken Dora eller Harry udviser nogen synderlig begejstring over, at hun (måske) er kræftfri. Det glæder mig på en måde, fordi det kunne betyde, at de har tilnærmelsesvist normale børneliv uden alt for vilde bekymringer.

Hvor Dora i starten bare sejlede med på alle de sindssyge ting, der skete, så forholder hun sig alligevel til det nu. ”Altså var kræften ikke i maven?”… ”Hvordan kom den ud derfra?” (Det store vinkel-ar på maven ser hun måske ikke?)… ”Jamen hvordan er det kommet op i armen?”… ”Hvornår får vi svar?” og så videre. Vi startede i klapvogn, og jeg har cyklet tur/retur med hende (også i jammerlig tilstand) i cykelsædet et utal af gange. Nu cykler hun selv, eller vi tager metro.

En sygeplejerske, der var til stede, da biopsien blev taget, var tydeligt glad for at se Dora: ”Nogle børn husker man bare”. – Hun var der, da vi første gang kom ind i juli 2018, hvor hun havde en lang snak med Jesper. Hvor er vores svære vej dog befærdet med vidunderlige mennesker!

Startapril får Dora den næste – og sidste – behandling i dette forsøg. Hvad der derefter skal ske, vil blandt andet scanning & knoglemarvsprøve slutmaj afgøre. Men altså sandsynligvis stråling uanset om pletten fortsat lyser op eller ej.

Og jo, der er en vis risiko for, at kræften slår til igen. Om tre måneder, om tre år, om 30 år. Mit kortsigtede håb: at hun kan komme af med cvk’erne og komme under vand (med brystkassen) for første gang i fire år (Lalandia er vi vist kommet til at love hende :-O). Mit længeresigtede håb: at der går mange, mange år, før det kommer igen, og at sygdommen til den tid kan komplet kureres. Mit ultimative håb: at det virkelig er væk, at lige præcis Doras krop og lige præcis denne behandling var et match made in heaven, og at skidtet bare aldrig kommer igen. Det er ikke helt usandsynligt.

Kæmpekram og kh. Anna, Jesper, Harry og Dora
Primo februar 2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.