Kroppen vokser og værker og har brug for kærlige hænder.
Da jeg er gravid i uge 5, får jeg en thai-massage under en ferie i udlandet. Jeg kan ret godt lide den slags tæv, men senere i graviditeten har jeg ikke lyst til at blive kravlet rundt på. Jeg søger derfor specifikt efter massage for gravide i mit nærområde og finder disse tre steder i svømmehalskvarteret på Frederiksberg:
Frederiksberg Svømmehal
Jeg er gravid i uge 22, da jeg træder ind i receptionen, der er luftig, lys og lækker. Jeg bliver tilbudt et glas vand og får at vide, at ”behandlingen tager udgangspunkt i fysiurgisk massage – og dig selvfølgelig”.
Jeg klæder mig af og lægger mig til rette på briksen, der er bygget op med støttende puder. Jeg er lidt skeptisk over for en briks uden huller, men det fungerer rigtig godt. Der er musik, men jeg bemærker den ikke – atmosfæren er så fin. Massøren spørger til særlige problemområder. Jeg siger lænd og skuldre, og han foreslår ben. Først får jeg varmende massage uden på håndklædet. Bagefter tages der fat bid for bid. Han ved lige præcis, hvor og hvordan der skal trykkes. Det gør indimellem ondt, men på en god måde. Behandlingen afsluttes som den startede – med massage uden på håndklædet. Massøren forlader lokalet og jeg får, uendeligt veltilpas, klædt mig på. Ude i receptionen venter et glas vand og nogle skiver appelsin.
Det er meget anbefalelsesværdigt. Også selvom min krop om aftenen føler sig mørbanket.
Hjemmeside: hér.
FBS-massage
Hvis man er til det huleagtige, er dette stedet. Gravid i uge 25 kommer jeg ind i en lille reception med dunkel belysning, ”indianermusik” og røgelse.
Lokalet, jeg bliver vist ind i, har ingen dør, men et forhæng, hvilket giver lidt uro fra gangen og receptionen. Jeg lægger mig på en briks med huller til mave, bryster og ansigt. Der er ikke rigtig plads til det øverste af mit hoved og det nederste af min mave, så jeg svajer desværre lidt i ryggen. Jeg burde have spurgt, om briksen kunne indstilles anderledes. Massøren spørger til særlige behov og foreslår selv zoneterapi. Så han starter med mine fødder. Det gør ondt – og godt. Han trykker og gnider, så det sender varme og kuldegysninger ud i hele kroppen. Jeg får kortvarigt hovedpine af det, men tænker, at det er tegn på, at der ”sker noget”. Resten af massagen er fysiurgisk, men den er ikke så dybdegående og fokuseret, som den jeg fik i svømmehallen. Der bliver skam taget fat, og det er rart, men det er mere en allround massage, end én med udgangspunkt i min krop. Desuden: Jeg er glad for olier, der er duftneutrale eller meget milde, men hér bliver der brugt noget i stil med Vicks VaPoRep, Tigerbalsam eller Matas’ muskelsalve. Jeg ved ikke, om det overhovedet bør bruges til gravide, og under alle omstændigheder føles det desværre, som om massagens varme går i huden frem for i musklerne.
Hjemmeside: hér.
Frederiksberg Sportsklinik
Jeg træder, da jeg er gravid i uge 32, ind i en meget lille reception. På væggen hænger billeder af stedets behandlere, og jeg bliver bedt om at udfylde et skema med helbredsoplysninger – det virker umiddelbart seriøst. Men stedet er aldeles charmeforladt og indgyder ikke den ro, jeg gerne vil mødes med. Det samme gælder behandlingslokalet. Jeg lægger mig på en madras med hul til mave og bryster, og der støttes yderligere op med håndklæder. Måske er jeg for langt henne – for stor – det fungerer i hvert fald ikke optimalt, men går dog an. Langt værre er det, at jeg aldrig rigtig formår at slappe af: På væggen hænger et stort ur, der tikker højt. Ude fra receptionen høres tydeligt en radio, der står på en kanal med ligegyldig snak og larmende musik. Telefonen ringer fem gange, og massøren svarer den hver gang Og derudover er han to gange ude i receptionen for at tale med folk, der kommer ind. Øv.
Få minutter inde i massagen får jeg det skidt. Jeg sveder, bliver svimmel, har brusen for ørerne og vælter nærmest ned fra briksen. Jeg lægger mig bagefter på siden og får det straks bedre. I situationen er massøren helt rolig, og det er jo betryggende. Der er bestemt heller ikke noget at hæfte på hans håndværk – fysiurgisk massage. Sammenfattende er det bare ikke en velværeoplevelse. Jeg forestiller mig, at stedet er bedre egnet til sportsskader og lignende, hvor der er mere brug for samtale og træning end for afslapning.
Hjemmeside: hér.
En anbefaling i øvrigt
Kærlige hænder, som jeg nød godt af både under og efter min første graviditet, findes hos By Bjorholm. Lise udstråler fred og giver rar muskelafspændende behandling uden på behageligt, løstsiddende tøj.
Afsluttende skal bemærkes, at en god oplevelse selvfølgelig afhænger af mange forhold: behandlerens personlighed, rummets atmosfære, formen for behandling og så videre. Det er altid en god ide at ringe og forhøre sig om mulighederne, før man bestiller tid.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Januar 2015