København mangler gode spisesteder for forældre, der medbringer små børn. For sådan et sted bør have:
- En venlig indstilling til børn, der måske larmer, måske fylder og måske fodres au naturel.
- Et ammevenligt interiør.
- Puslefaciliteter.
- Et legeområde.
- Lækker mad og skiftende menu.
Lad mig give et par eksempler på cafeer og restauranter, som kun lever op til nogle af kriterierne:
De fleste spisesteder tager heldigvis imod børn med et smil. Hos Da Claudio på Frederiksberg fx, hvor de altid hilser hjerteligt på børnene, og hvor toiletterne er udstyret ikke bare med puslebord, men også med bleer. Men det er så også det. Andre steder har fredelige områder og bløde stole, hvor der kan ammes, det gælder fx hos Maudes og Metropolitain også på Frederiksberg. Begge steder har desuden en kasse med legetøj til rådighed. Men altså. Min søn kan ikke sidde stille og lege lidt med en dinosaur eller tegne krusseduller på papirdugen. Han vil op at stå. Gerne sammen med andre børn. Røre ved lidt forskellige ting. Vise os de luftfrikadeller han vender på komfuret, eller den fiktive trafikulykke han har været involveret i på gulvet. Og vi vil gerne slippe for, at andre spisende føler sig terroriserede.
Større legeområder findes skam rundt omkring. Laundromate på Østerbro og Frederiksberg har vi brugt mange gange. Men suk, hvor er vi trætte af det lidt for burger- og pomme frites-tunge cafekort. Aldrig almindeligt ris, pasta og kartofler, som er rare i børnefamilien (selv i disse Raw/Palæo/LCHF-tider). Den samme klassiske cafemenu gælder hos Petrine i Farum, som ellers har et lille legerum med gennemsigtig væg, hvor man kan være heldig at få plads i sofaen eller lænestolen lige udenfor.
La Rocca i København K har skøn mad og et fint legerum. Men de spisende kan ikke se rummet, hvilket nok ikke er et problem med større børn. Men for os giver det altså rig mulighed for, at sønnike farver på væggene, går i køkkenet eller helt forlader etablissementet. God mad, men samme form for u-synligt legerum er der også hos Madmanifesten på Amager og hos Big Due i Farum.
Ok, det findes…
Nå, men. Denne sure dame har faktisk fundet et sted, der opfylder kriterierne. Vi var for nylig hos hyggelige Sweet Surrender på Vesterbro. Et skilt tilkendegiver (som hos Laundromate) at amning er helt okidoki, og der er små nicher, hvor man finder ro til det. Der er puslefaciliteter og en lang lukket gang, der kan løbes i. Og så er der mulighed for at spise ved borde rundt om et fint legeområde. Maden til børn og voksne er god, sund og delvist øko, og det er mit indtryk, at der er daglige nyheder på menukortet. Betjeningen er lun og familiær. Og så skader det jo ikke, at stedet drives Non-profit, så overskuddet går til gode formål.
Men det er da ikke et imponerende udvalg for en hovedstad, vel?
Jeg er med på, at mange mennesker (jeg er et af dem) indimellem gerne vil spise i fred for børn, der vræler eller vælter rundt. Og jeg er med på, at forretninger drives med den (endelige) hensigt at tjene penge. Så måske er der bare ikke nok penge at hente hos småbørnsfamilier? I hvert fald har jeg stadig til gode at se flere steder, vi virkelig har lyst til at besøge med vores børn de dage, hvor vi trænger til at udlicitere aftensmaden.
Hvis du er uenig i min påstand, så skriv gerne til mig med din anbefaling.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Juni 2015