En baldret krop, et barn med kolik, et alt for ambitiøst program eller slet intet at tage sig til – meget kan få barslen til at blive en træls affære. Om det bliver rart afhænger af, hvilke forventninger man har og af, hvordan man håndterer hverdagen, hvis virkeligheden ikke lever op til forventningerne.
Jeg har taget seks måneders barsel med begge min børn, hvorefter min mand er kommet til fadet. Det har været to ret forskellige oplevelser.
Første barsel er præget af, at jeg før fødslen forestiller mig at have oceaner af tid til mig selv, mens drengen sover eller lykkeligt pludrende ser til fra sit legetæppe.
Jeg mister alt for meget blod ved fødslen, et akut kejsersnit. Amningen fungerer slet ikke. Min ryg og mine håndled lider under knægtens vægt. Og den trætte krop bliver bare mere træt af mangel på søvn.
Vi er optagede af snakke om, hvordan sønnen fungerer og om, hvad der er bedst for ham: Er han sund og rask? Gør vi det rigtige? Hvad nu hvis…? Og videre i den dur.
Vi har alt for mange sociale arrangementer ude og hjemme, og jeg går også i mødregruppe og til mødre-korsang. Til gengæld får jeg ikke rigtig gjort de ting, jeg havde glædet mig til: at læse aviser og bøger, at skrive, at rydde op på loftet, at sortere gamle billeder, at dyrke sport, at bage kager osv. Faktisk er det ofte svært bare at nå et bad.
Vi skal også finde på plads i tresomheden. Manden savner mig. Han savner sine venner og sin sport. Og at jeg deltager mere i husholdningen. Jeg savner – primært – alenetid. Fred fra små buttede fingre (og store buttede fingre).
Selvfølgelig er det også helt fantastisk at være på første parket til den lille fyr. Så jeg er alligevel presset ved tanken om at skulle bytte babytid ud med arbejdstid. Men jeg ser frem til at tale med kolleger, koncentrere mig om mit fag og til at kunne drikke en kop te og tjekke min mail uden et barn på armen.
Anden barsel er bare meget nemmere. Fødslen giver knubs, men det kommer jeg mig rimelig hurtigt over, og amningen er der ingen problemer med. Pigen sover fantastisk om natten, så selvom hun i perioder slet ikke sover om dagen, er jeg udhvilet. Desuden er hun en nips, så jeg får ikke slidgener denne gang.
Jeg har ingen planer. Håber bare på at få læst lidt og eventuelt ses med mødregruppen.
Friheden er for længst røget, vi har prøvet det hele før, vi bekymrer os ikke, og rollefordelingen er indlysende denne gang, der er hele tiden to børn at tage sig af – ét til hver. Mad, rengøring og oprydning tager vi også lettere på nu. Med hensyn til selskabelighed er vi begge for trætte til mere end højst nødvendigt, men vi kommer da heldigvis stadig ud både sammen og hver for sig.
Pigens helt uigennemskuelige søvnmønster om dagen gør, at jeg opfatter alt, hvad jeg nu end når i løbet af dagen, som en uventet gevinst. Jeg får læst, mens jeg ammer og får vasket tøj eller lignende, hvis hun pludselig dratter i søvn.
Så jeg suger tiden med hende og tiden med hendes storebror og far til mig. Om et øjeblik er jeg retur på et arbejde, jeg er meget glad for. Men jeg vil savne, savne, savne den luft barslen giver til at være familie i ro.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Marts 2015