En fødsel er nok altid vild. Hvad enten du har horrible veer i tre døgn eller slet ikke mærker dem, hvad enten du smutter mandler eller kæmper med kummefrysere, og hvad enten du får kejsersnit eller klarer det på naturmåden.Mine fødsler havde meget lidt tilfælles. Men jeg synes, de var vilde.
Første fødsel
kl. 06:00
Jeg mærker ‘et eller andet’ og overvejer, om det kan være startskuddet.
kl. 12:00
Jeg ringer til min mand, Jesper, og siger, at jeg ikke ved, om det er noget, men at han måske skal blive færdig med de ting, han sidder med.
Jeg rydder lidt op, tjekker hospitalstaske, mailer og tager bad.
kl. 16:00
Jesper kommer hjem. Jeg er stadig i tvivl, men nu begynder det at gøre rigtig ondt med smerter i lænden og det nederste af maven. Jeg ligger på sengen og forsøger at trække vejret roligt.
kl. 17:30
Vi kører mod hospitalet efter at have talt med dem to gange. Veerne er ulidelige. Det er svært at sidde i en bil, og det er endnu sværere at gå.
I modtagelsen bliver jeg undersøgt. Jordemoren siger til min skræk, at jeg slet ikke har åbnet mig (livmoderhalsen er dog væk). Det ville have resulteret i, at vi skulle hjem igen (hvordan det så end skulle have ladet sig gøre), men der er et enkelt dyk i drengens hjertelyd, så vi kommer heldigvis hen på fødegangen.
Jeg ligger på sengen med hjertelydsbælte om maven i mit eget lille indadvendte ve-helvede. Jeg får varmedunk, akupunktur og maske med ilt (vil ikke have lattergas). Og jeg er fuldkommen ligeglad med, hvad der foregår mellem mine ben, de kan køre et turistbus op i mit underliv, hvis de vil. Jeg er ret rolig og græder bare stille ned i masken i timevis. Og kaster op indimellem.
kl. 22:00
Der gøres klar til en epidural, som dog er svær at lægge og først begynder at virke fem kvarter senere. Hen ad vejen bliver fosterhinden prikket. Jeg får vestimulerende drop. Og kateter. Der bliver sat elektroder på drengens hoved, taget blodprøver fra ham og sendt vand op i mit underliv for at lette et eventuelt tryk på navlesnoren. En smule søvn bliver det til, men jeg kan godt følge med i veerne, der med tiden begynder at kunne mærkes som smerte igen. Jesper er sød. Han kan ikke sove. Og er bekymret over min jamren, over epiduralen, og over drengen der ikke synker langt nok ned, har dykkende hjerterytme og blod, der ikke ilter tilfredsstillende.
Kl. 05:00
Jeg har endelig åbnet mig 10 cm, men det nytter ikke noget, vores søn sidder fast, så det bliver besluttet, at han skal ud ved kejsersnit. Jesper får sterilt tøj på, og vi kommer hurtigt ind på operationsstuen, hvor jeg bliver bedøvet. Jeg mærker lidt roderi med min mave, og så hører jeg drengen skrige – Oh lykke! – og ved, at han bliver undersøgt og kommer over til Jesper. Også kejsersnittet er voldsomt for Jesper. Jeg mister for meget blod, kaster op, klaprer tænder, ryster og gentager, at jeg har det mærkeligt og forsvinder så i søvn.
Anden fødsel
kl. 06:00
Jeg mærker ‘et eller andet’ – helt anderledes end ved første fødsel – og overvejer, om det kan være startskuddet.
Jeg vasker køleskab og hviler mig så i 1½ time, hvor jeg intet usædvanligt mærker. Bagefter begynder det dog så småt igen at presse nedadtil.
kl. 14:00
Min mor ringer, og jeg fortæller, at jeg ikke er sikker på, om jeg har veer, fordi der ikke rigtig er pause imellem (!). Det føles slet ikke som den første gang. I bakspejlet kan jeg se, at jeg kun har mærket de veer, der lå meget tæt op ad presseveerne.
kl. 15:00
Det gør vanvittigt ondt. Jesper kører fra arbejde, henter vores søn og får arrangeret pasning af ham og bestilt taxa. Chaufføren kører over for rødt – jeg jamrer mig endnu ikke højlydt, men han vil nok helst være fri for baby på betrækket.
kl. 16:15
Vi bliver sendt direkte ned på en stue. Jeg er seks cm åben. Jeg får hjertelydsbælte på. Alt er, som det skal være.
Og så begynder jeg at brøle som en gal. Jesper fortæller jordemoderen, at jeg er skeptisk over for lattergas, men et øjeblik efter klamrer jeg mig til masken. Under veerne hjælper den primært til at regulere vejrtrækningen. I de alt for korte vepauser fungerer det dog som en slags bedøvelse – mine læber snurrer, og jeg slapper af et øjeblik. Senere har jeg svært ved at holde masken til. Jeg kan slet ikke styre mine arme, der fægter vildt rundt. Jesper sidder ved siden af sengen og stemmer mod mine hænder under veerne.
Jeg er pisseligeglad med, hvad jordemoderen siger og svarer ikke på spørgsmål. På et tidspunkt beder hun om, at jeg så småt begynder at presse med under veerne. Jeg tænker, at min krop da for pokker har presset lige siden, vi ankom. Jeg kommer ned at sidde (på fødestol) og har Jesper bag mig. Det er godt. Han får lidt tæv undervejs.
kl. 19:15
Så bliver der gispet. Jordemoderen fortæller om den brændende fornemmelse, jeg vil få (”ring of fire”), når hovedet står klart til at komme ud. På det tidspunkt kan hun sætte ild til mig, hvis hun vil, den brændende fornemmelse er en bagatel ved siden af veerne. Så er hovedet ude. Hendes krops exit gør ikke noget væsen af sig. Og så ligger den lille, skønne klump i mine arme.
Også denne gang må baby være alene med far de første par timer. Jeg er sprækket på kryds og tværs og bliver kørt til sammenlapning.
Slutbemærkning
Der er meget, jeg kunne ønske mig anderledes i sundhedsvæsenet. Herunder bedre mulighed for nybagte forældre til et roligt ophold i kompetente hænder i dagene efter fødslen – uanset om det er første eller fjerde gang. Men vi har primært godt at sige. Jeg har ikke følt mig fremmedgjort eller lignende under fødslerne, men er gået ind i min egen lille hule og har stolet på personalet. Jordmoderen var besynderligt nok den samme begge gange, jeg husker hende kun som en god vejleder – ikke for skrap og ikke for omklamrende. Også i dagene efter blev der taget godt hånd om vores lille familie. Tak for det.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Januar 2015