Her kommer en helt igennem glad hilsen.
Vi røg til Houston med ét døgns varsel. Så selvom vi var forberedte på at skulle af sted, fik vi pludselig meget travlt.
Det var en sær oplevelse, efter at have haft Dora isoleret i næsten 10 måneder, pludselig at gå med hende i lufthavne (med maske) og sidde i fly (uden maske). Hun fik da også en lille hoste ganske kort tid efter ankomst, men hendes tal har været gode, selvom hosten har holdt hele opholdet ud.
Flyveturen gik nemt, og vi nåede vores lejlighed rimeligt gnidningsfrit sent om aftenen onsdag den 15. maj. Ungerne vågnede ved 4-5-tiden et par dage, men vi led ikke af nogen udpræget træthed.
Herovre har vi kun mødt stor, stor venlighed. Vi hører ofte et ”I’ll pray for her”, og børnene har fået puttet både bamser og mønter i hænderne fra folk, der krydser vores vej. Hospitalet og dets personale er fantastisk. De andre danskere (vi var seks familier til en start), der også er til behandling her, er søde, og både Dora og Harry fik hurtigt leget med dem. Vi griller sammen og mødes ellers ved poolen og på hospitalet og hjælper hinanden med diverse. Lejligheden/komplekset og beliggenheden er alt, hvad man kunne ønske sig – det er SÅ fornemt. Som 1000 gange før er vi dybt taknemmelige.
Vi har alle dage haft mellem 30 og 38 grader. Jeg frygtede, jeg ville gå amokski, men det blæser indimellem lidt, og man må jo bare være i det. Vi bor lige ud til en stor park, bader, finder legepladser, zoo, museer, natur… Det er en mærkelig ferieagtig boble til trods for hospital og daglig lektielæsning med Harry.
Den aften vi ankom, røg Doras sonde ud. Nej tak, hun ville ikke have en ny og har derfor valgt at tage al medicin oralt siden. Tops. Og vi kan se hår over alt i hovedbunden nu, så det er ikke længere så tydeligt, at hun har (haft) kræft.
Dora er blevet behandlet på MD Anderson. Strålebehandlingen gik først i gang efter 10 dage og kørte så snorlige over de næste 14 hverdage. Og hun har haft NUL bivirkninger. Hun fik blod til en start, men kun fordi deres grænseværdier er mere strikse end de danske. Vi har også haft nogle enkelte samtaler med læger, men dybest set har alt været meget enkelt. Vi er mødt ind om morgenen, hun er blevet lagt i narkose, selve strålingen tager kun kort tid, og så har vi taget hende med hjem, når hun er vågnet ca. 1½ time efter. Jesper og jeg har skiftedes til at være på hospital og sammen med Harry hjemme/ude. I går ringede Dora så på gongongen – en tradition på MD Anderson, når man er færdigbehandlet. Knus, gaveudveksling, Jesper, der snøftede og Harry og Dora, der grinede af ham.
Nu skal vi bare have pakket sammen, og så lander vi i Danmark torsdag aften i næste uge.
Vi kender ikke den fremtidige plan præcist. Men hun skal i gang med A-vitaminbehandling og immunterapi. Det løber over ca. fem måneder, hvor hun stadig vil være isoleret som hidtil, og vi vil være indlagt en del, men også have meget hospitalsfri. Behandlingen skulle være hård de første par gange, men henad vejen blive blidere.
God sommer til alle – måske ses vi ligefrem.
Kh. Anna og Jesper
Ultimo Maj 2019