Kvaler med daginstitutionen

Vores store dreng startede i vuggestue for et øjeblik siden, og nu er han så på vej i skole. Jeg er småvemodig; han er glad og fuld af gå på mod. Måske fordi han har haft det godt de foregående mange år i vuggestue, mellemstue og børnehave.

Alt har dog ikke været idel lykke. Faktisk begyndte det ret dårligt. Vi kom før opstart til et møde, vi selv havde sat i stand, og som de syntes var helt overflødigt. Vi blev henvist til en madras på gulvet, mens en pædagog satte sig på en bænk og kiggede ned på os. På en lille seddel havde vi noteret, hvornår han normalt sov, hvornår han normalt spiste, og hvad der normalt kunne gøre ham glad, når han var ked af det. Det var pædagogen helt uinteresseret i, og det virker måske også lidt komisk i dag. For det første har de selvfølgelig årevis erfaring, for det andet er der jo bare ikke plads til at opfylde hvert enkelt barns specifikke (og foranderlige) behov. Han kom til at sove og spise, som det passede i deres hverdag og blev leget med og trøstet, som de fandt det rigtigt. Men netop fordi de har deres erfaring, må de jo også vide, at førstegangsforældre bløder en lille smule, når de skal til at låne guldet ud. Det mindste, pædagogen kan gøre, er vel at lytte og give ’tryghed’. Det var der ikke noget af her. Da vi spurgte, om børnene kom udenfor, svarede hun kort, at det skulle vi ikke regne med. Måske var hun bare træt. Hun sagde op ganske kort tid efter. Og ungerne har været ude stort set dagligt.

Ud over et godt førstehåndsindtryk ville det have været dejligt med en eller anden form for folder, der havde sat os ind i dels hele huset, dels den specifikke stue. Der var ret meget at finde rundt i: 14 stuer, to legepladser, en tagterrasse, informationsstavler, adskillige glemmekasser, en stor personalegruppe og flere afdelingsledere.

Nedladende kommunikation

I vuggestuen var der nogle søde og kompetente pædagoger. Men de havde indimellem også nogle meget rigide holdninger og forudindtagede reaktioner. Det gik særligt ud over min mand, som vist bare blev stemplet som: blød, eftergivende, svært ved at sætte grænser. Og som følge deraf flere gange blev talt til, som om det var ham, der var barnet.

Jeg oplevede det selv i forbindelse med perioder, hvor vores dreng var voldsomt ked af at blive afleveret. Jeg er ikke i tvivl om, at han som oftest havde en fin dag til trods for, at den startede med gråd. Og jeg er ikke i tvivl om, at det må være anstrengende for pædagoger, hvis farvelscener trækkes ud i det uendelige med forældre, der ikke kan give slip, bliver tydeligt kede af det, kommer tilbage eller lign. Men nogle gange er det altså ikke løsningen at råbe farvel og storme taktfast ud. Nogle gange ved man bare, at det er bedre at sidde med sit ulykkelige barn, lege lidt, grine lidt, putte lidt, få sagt farvel på en bedre, mere nærværende måde.

Sovetider

En særlig anstrengende konflikt havde vi omkring middagslur, da vores søn var to år og frem. De lod ham sove i timevis med den konsekvens, at han mange, mange aftener først sov så sent som kl. 23. Om morgenen var han derfor selvfølgelig helt flad. Og så kørte den onde cirkel.

Vi kunne ikke trænge igennem med, at vi utroligt gerne ville have, at han ikke sov efter kl. 14. Deres argumenter for ikke at efterkomme det var: noget i retning af: ”Det er helt almindeligt, at børn har svært ved at sove om natten. Og det er jo bare en fase. Og vi har ikke ressourcer til at sidde med et barn, der har svært ved at vågne. Og han virker uoplagt resten af dagen, hvis vi vækker ham”.

Vores tryglen bestod af: ”Vi tilstår. Vi vil gerne indimellem have bare en times tid, hvor vi kan tale/være sammen uden børn. Og det er uholdbart adskillige gange at være nødt til at aflevere barn 1-2 timer senere end normalt, fordi han ikke kan vågne om morgenen. Det kræver halve fridage fra arbejdet/brug af flekstid, der så skal arbejdes ind på andre tidspunkter. Og vi beder jo ikke om, at han skal have mindre søvn – rytmen skal bare ændres. For det er vel mere synd, at et barn får forkortet sin middagslur, end at det får alt for lidt søvn om natten”.

Det var et meget anstrengende halvt år. Da han flyttede til mellemstuen, var der ingen problemer. Der blev alle unger vækket kl. 14.

Skovbørnehaven

Efter vuggestuen og mellemstuen fulgte børnehaven, som i dette tilfælde var en skovbørnehave. 14 dage hjemme og 14 dage ude. Vi var i udgangspunktet begejstrede. Vores dreng er helt klart et ude-barn. Før han kunne gå, kravlede han ud og kradsede på døren, når han mente, vi havde været for meget inde. Og han var også forventningsfuld med hensyn til at komme med bussen op i skoven. Lykken varede sådan cirka én dag.

Hold nu op, hvor har vi mange morgener skubbet en ulykkelig dreng op ad trappen i bussen. Og selvfølgelig prøvet at finde ud af, hvad de modvillige følelser bundede i. I forbindelse med en forældredag kunne jeg selv konstatere, at det trak tænder ud: Børnene stod i kø mange gange og i lang tid for at blive talt. De sad i bussen 45 minutter den ene vej og 45 minutter den anden vej. Bevares – der blev sunget og snakket/læst i mikrofonen. Men nøj, hvor var der også meget mobilkiggeri fra pædagogernes side, og flere børn der sad alene og så triste ud eller ligefrem græd. Selve skoven er jo vidunderlig, men vores dreng fortalte, at han savnede ting at lave – i hvert fald var frisk luft, bakker, træer og lignende ikke helt nok til ham.

For os forældre har det også været frustrerende aldrig at kunne aflevere børn senere eller hente tidligere, dage hvor vores arbejde ellers tillod det. Og så hjalp det selvfølgelig heller ikke på situationen, at han ofte faldt i søvn i bussen, så han igen først kunne sove ved 22-tiden og dermed måtte starte næste dags bustur helt kvæstet på grund af manglende nattesøvn.

Det sidste halve år tog han gladere af sted, men han lagde aldrig skjul på, at han hellere ville være i bybørnehaven.

Ny institution?

Lyder det negativt? Og hvorfor har vi så ikke valgt at flytte børnene til en anden institution?

Fordi de har gået i en vuggestue med stor vægt på kreativt arbejde. For bare at nævne én ting: Store døde fisk, som børnene puttede maling på og lavede meget smukke mønstre med. Vores hoveddør har været plastret til med deres værker – og beundret (bilder jeg mig ind) af opgangens andre beboere.

Fordi de har gået i en institution med inddragelse. Med forældre- og familiearrangementer. Med dejlige, kloge og omsorgsfulde pædagoger/medhjælpere. Med gode værdier og fokus på blandt andet venskaber, krop og bevægelse, natur, sprog og så videre. Og en meget fin forberedelse til skolen og SFO’en.

Fordi de har haft rigtig gode legekammerater.

Og så mødte jeg faktisk nogle forældre, der flyttede deres datter på grund af skoven. Den slap pigen så for – til gengæld faldt hun aldrig rigtig til med nye venner i den anden børnehave.

Endelig er der en del, som har ændret sig de sidste par år i institutionen. Informationsfoldere, besøgsordning i forbindelse med opstart, et elektronisk infosystem, næsten daglige billeder eller fortællinger om dagen og andre beskeder, mulighed for at tage legetøj med i bussen og for at hente børnene direkte ved bussen m.m.

Måske er vi også selv blevet bedre til at sige til og fra og til at kommunikere for at finde løsninger.

Hvem skal passe barnet?

Har man en baby, skal de fleste før eller siden ud i overvejelser om, hvem der skal passe, når de voksne starter på arbejde igen.

Jeg syntes ikke selv, det var en nem beslutning. Jeg overvejede en overgang dagplejemor/far. Til trods for fordomsfulde beretninger fra andre om dagplejere, der står og ryger med barnevognen hele dagen i et storcenter. For os var det dog vanskeligt i det hele taget at finde én, og tanken om alternativ pasning i tilfælde af sygdom og skæve ferieperioder blev også for uoverskuelig.

Det endte så med den integrerede institution 400 m fra vores hjem. Vi havde besøgt et par stykker, men oplevede, at der var dårlig tid til at vise os rundt og tale med os, og at det i øvrigt er vanskeligt at vurdere noget som helst midt på dagen, hvor mange af børnene sover. Det er sikkert mere givtigt at tale med naboer om deres erfaringer med institutionerne i området.

En skovbørnehave ville jeg ikke vælge igen. I hvert fald ikke, hvis der skulle køres mere end 20 minutter. For helt ærligt – mon ikke de fleste børnehavebørn alligevel kommer ud på legeplads hver eneste dag og også ret ofte kommer ud i både naturen og kulturen?

Maj 2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.