Lang weekend i Aarhus

Vi er (igen) på ferie i Mols Bjerge, hvor det er oplagt med ture til Aarhus.

Jeg er ret vild med havneområder. Især de gamle rå og endnu uberørte af byplanlægning. Men også med dem i rivende og rodet udvikling. Aarhus Havn er byggeplads og byliv. Børnene er vilde med det nye springvand, Endless Connection, der med et uigennemskueligt system åbner og lukker felter af to meter høje stråler, som man springer rundt i for enten at blive pjasket til eller omvendt for at undgå at blive våd.

Vi besøger Væksthusene, hvor formidlingen er rigtig god til selv ret små børn. Det er spændende at gå rundt og tale om hvor kaffe, krydderier og meget andet kommer fra, når man samtidig kan se og dufte til planterne. Som bonus er der syv toiletter indrettet med hvert deres naturtema. Og en god frokost til en god pris. Og haven udenfor.

Aros genser vi efter mange år. Ungerne på snart fem år og snart tre år klarer nu fint turen fra kælder til kvist og taler længe efter om flere af installationerne. Ikke overraskende især om Boy. Haven udenfor er også rigtig fin.

Altid fantastiske Moesgaard får et gensyn. Og Dokk1, selvfølgelig, med dens mange tilbud til alle aldre. Se hér.

Som noget nyt oplever vi et par madmarkeder. Aarhus Street Food kan sammenlignes med Papirøen i København. Papirøen ligger helt sikkert skønnere med sin fantastiske udsigt. Til gengæld er Aarhus Street Food lysere, mindre proppet, har både legehjørne og et skab fuld af spil – og maden er bare meget, meget billigere. Vi var også forbi Aarhus Central Food Market som er lillebitte og ikke så spændende, men det ligger dog midt på strøget, giver mulighed for at spise udenfor og har også der særdeles rimelige priser.

Andre børnevenlige ideer i Aarhus: Naturhistorisk Museum, Den Gamle By og legepladserne. Se også kidsaarhus.dk.

Mols Bjerge

Til slut et par ord om Mols hvor ungerne denne gang klarede turen ud til Kalø Slotsruin (5-6 km t/r) uden at kny sønderligt. Trænger man til en pause på de kanter, kan det anbefales at køre forbi Egils Cafe i Femmøler. Den er så fin med kafferisteri, keramik, gårdhave og god mad. I Femmøller er der også fine vandreture og børne- og krabbevenlige strande lige ved hånden. Eller man kan tage til nærliggende Ebeltofts hyggelige havn med Marineforeningens kanoner, en lille legeplads (hvor solen om sommeren i fællesskab synges i havet), et bibliotek, fiskehandleren og nogle lidt for dyre, men meget bedre cafeer end dem på strøget i byen. En af dem endda med legehjørne. Se mere om Mols Bjerge hér.

Juli 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *