So long søde sutter

Farvel sut. Sutten skal ud, siger tandlægen, da vores søn er to år. Der går dog længe, før det bliver en realitet. Til gengæld er det ret smertefrit, da det sker – ved hjælp af en totrinsraket.

Han er to år og otte måneder, da vi bestemmer, at sutten nu kun er til at sove med. Han får et sværd i kompensation. Nogle få gange er han gal eller ked af det og kalder på sutten, men vi holder fast, og der er aldrig store kriser.

Det endelig farvel kommer, da vi, en måned før hans tre års fødselsdag, med hastige skridt nærmer os næste tandlægebesøg. Vi indsamler alle sutter og putter dem i en pose sammen med et farvelbrev. Så cykler vi over til suttetræet i Frederiksberg Have. Han har set det før. Hér farvelsutter han lidt på dem alle, mens hans far fælder en tåre. Endelig hænger vi dem op, og far og søn kører ud for at købe en tapperhedsgave (til sønnen altså). Samme aften er han svær at få til at sove – men sutterne nævnes ikke.

I den kommende tid bliver de indimellem efterlyst, men det er ikke hårdt. Det er et held, at han har en sove-/trøste-/hyggebamse, som afhjælper trangen. Og at de også i institutionen holder fast, når han sover lur. Og at denne lur i øvrigt udfases – så han er godt træt, når han kommer i seng om aftenen.

Sjovt nok interesser han sig på intet tidspunkt for sin lillesøsters sutter. Måske fordi vi kalder dem babysutter. Sjældne gange løber han rundt med dem, men kun for at lege baby eller for at se, om han kan provokere os til at tage dem fra ham.

Så: Det var overraskende nemt, og selv om tandlægen kunne have ønsket sig en hurtigere proces, har tandsættet ikke lidt overlast.

November 2015

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.