”Brandmand Sams ø!” udbryder min søn lykkeligt, da jeg fortæller om ferieplanen. Jeg må skuffe ham med at Samsø ikke er et sted med brandbiler, katastrofesituationer og helte i uniformer. Det hjælper dog på humøret, at vi skal sejle med færge dertil.
Velankommet indlogerer vi os på Feriecenter Samsø i tre dage. Der er fælleskøkken, et alt for koldt svømmebassin, flere aktivitetsområder for folk i alle aldre og en helt ok restaurant med udendørs servering lige ved en gravko, som vores lille fyr besætter i en rum tid.
Samsø har formået at markedsføre sig på den lækre måde – med økologi, kunsthåndværk, musik og det der ligner. Det er et sted med rare mennesker, fredeligt tempo og hyggelige seværdigheder. Vi fanger krabber i Ballen Havn, ser Sigurd Barrett på Brundby Hotel (de 20 minutter, den treårige har tålmodighed til det) og spiser på Samsø Bryghus – et totalt charmerende sted med skøn mad baseret på gårdens eget kød og egne grøntsager, der kan indtages mens børnene leger i sandkassen.
Men det er nu ikke så meget, vi springer rundt, så der er gode grunde til at komme tilbage, fx Langemark Smedje, verdens største labyrint og Vesborg Fyr. Vi ses en anden gang.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Oktober 2015