Så er jeg på arbejde igen, og børnenes far er begyndt på sine tre måneders barsel. Og jo, jo, jeg savner indimellem min mindste marcipangris (mere end hun savner mig, lader det til). Men:
- Jeg bevæger mig mere. Når jeg cykler til og fra stationen. Den første tur en tidlig morgen var saliggørende.
- Jeg er helt uproblematisk gledet tilbage i mine gode jobfunktioner og kollegiale sammenhænge.
- Jeg spiser frokost med begge hænder fri og kender længden af mine pauser.
- Jeg har mulighed for at arbejde over og komme senere hjem uden dårlig samvittighed. Jeg ved, at den ældste er blevet hentet fra institutionen, og at begge unger har det godt.
- Jeg kan en dag om ugen hente min store dreng tidligt og lave noget alene med ham. Museum, legeplads, isbar…
- Jeg har en mand, der nu er meget mere opmærksom på baby-opgaver og lignende. Han indfører også nye rutiner. (Og dét er pisseirriterende. Ha).
Vi ved godt, at den væmmelige virkelighed venter os, når først vi begge er tilbage i job. Jeg glæder mig ikke. Måske bliver vi nødt til at genopfinde hverdagen. Eventuelt vinde i lotto for at få råd til, at en af os går ned i tid. Finde nogle ekstra hænder. Stikke af til den argentinske pampas for at leve i og af naturen… Jeg satser på, at alt flasker sig på en eller anden måde.
Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så send en mail på: blog▪familiebobler.dk
Maj 2015