Paris med børn

12 dage til Paris i midten af februar. Skønt tidspunkt i forhold til at undgå de værste turistmængder og i forhold til, at foråret lige er lidt mere på trapperne end i Danmark – vi havde mellem 10 og 15 grader og masser af sol. Børn på 8 og 10 år. Vi kørte med tog fra København ca. 7:30 og var i Paris ca. 20:30. To skift undervejs. Jo, det er lang tid for krop og hoved, men vi havde ingen kriser, kun hygge. Masser af tid til afslapning, læsning, spil, skærm, måltider.

Man behøver ikke at bo (dyrt og) centralt. Vi boede i en lille, lidt slidt lejlighed (i et lejlighedshotel) i et fjernere hjørne af Nordøstparis. Et arbejderkvarter uden noget som helst spændende at se. Men lejligheden fungerede virkelig godt til vores behov og lå to minutter fra en metrostation. Og nætterne var stille som graven.

Vi valgte at gå udenom Disneyland og prioriterede i stedet at få oplevelser i bybilledet: De store monumenter, pladser og boulevarder. De små charmerende gader. Hyggelige kvarterer, parker og haver. De utallige specialbutikker. Sjove spisesteder. Diversiteten. Metroen. Nogle gange er det de mindste ting, der gør en stor dag: at fodre duer fx… Vi havde for øvrigt vildt gode snakke om historie, samfundsøkonomi, religion, miljø, kulturforskelle, arkitektur og infrastruktur, sprog osv.

Nedenfor er mit forslag til en masse gode dage i Paris inddelt efter byens forskellige kvarterer/arrondissementer. Vores dage blev sjældent som planlagt. Indimellem var grønne områder eller en udstilling lukket. Så improviserede vi selvfølgelig og sprang fra et område til et andet (vha. metro). Vi gik ca. 10+ km om dagen mellem kl. 11 og kl. 18. Hvert ’område’ kræver nogenlunde én dag. Men mange monumenter/kirker/museer så vi bare udefra (fx Louvre) – så vil man ind at se disse steder, vil meget af dagen naturligvis gå med det. Er du til det traditionelle Paris, skal du vælge de første forslag. Vil du gerne noget nyt eller mere skævt, skal du gå efter de sidste forslag.

Vi forsøgte at spise nogenlunde budgetvenligt. I de mest populære områder, synes jeg, er meget for dyrt og sjælløst i forhold til prisen. Der findes charmerende brasserier og bistroer alle vegne, kryds fingre, betragt det som en oplevelse og betal prisen. Eller søg mod de mere stille gader længst muligt fra, hvad der nu må være af turistattraktioner i området. Udenfor bykernen spiste vi supergodt og disse steder videregives hermed. Bemærk, at vi kun fik frokost og te/kaffe/snacks ude – morgenmad og let aftensmad tog vi hjemme. I øvrigt: Ingen ser skævt til, at man tager resterne fra et måltid med sig videre – vi har altid en madkasse (og eventuelt en frysebrik) med i tasken.

1., 2. og 8. arr. Quartier Palais Royal & Champs-Elisées. Fx Metro Opéra
Start ved Palais Garnier. Gå videre til Jardin du Palais Royal. Videre forbi Pyramide de Louvre. Videre gennem Jardin des Tuileries (inkl. legeplads). Videre til Place de la Concorde. Videre gennem Jardin des Champs-Elisées. Zigzag evt. forbi Petit Palais (gratis) og Grand Palais. Videre op ad Champs-Elisées til L’arc du Triomphe/Place Charles de Gaulle.

3. og 4. arr. Quartier du Marais + Île de la Cité. Fx Metro Rambuteau
Marais er et charmerende, men overrendt kvarter, så undgå weekender. Start evt. med et kig forbi Centre Pompidou. Hent så måske lidt to-go mad i Rue Rambuteau (burger, lobster roll, libanesisk…). Maden kan spises i Jardin d’Anne Frank. Der er mange, mange fine små haver og parker (inkl. legepladser) i dette kvarter! Videre gennem Square du Temple. Ind i Marché des Enfants Rouges, hvor der også kan spises. Videre op og ned ad Rue Charlot og Rue Vieille du Temple. Videre af Rue des Rosiers, hvor man hos Le Loir dans la Théière evt. kan købe en citrontærte med marengs på højde med Eiffeltårnet (bemærk, at ét stykke er nok til fire personer). Gå forbi Place du Marché Sainte-Catherine og videre til Place des Vosges. Man kan vælge at gå på Musée d’Art et d’Histoire du Judaïsme (gratis) eller Maison Européenne de la Photographie. Eller fortsæt evt. dagen med at gå videre ned til Seinen og ad broen Pont Sully over til Île Saint-Louis og videre over Île de la Cité med Cathédrale Notre Dame de Paris, Sainte-Chapelle og Place Dauphine. Slut af hen over Pont Neuf. En alternativ tur vil være at slå et smut om Hôtel de Ville og Square de la Tour Saint-Jacques. Og derefter fortsætte langs Parc Rives de Seine og slutte med at gå gennem Tunnel des Tuileries, der med al sin fine street art er ret fantastisk.

5. og 6. arr. Quartier Latin + Quartier-Saint-Germain-des-Prés. Fx Metro Quai de la Rappé
Start i Jardin des Plantes (her ligger også en Zoo og flere museer). Slå et smut forbi den smukke Grande Mosquée. Videre via Place de la Contrescarpe til Panthéon – ved frokosttid er området oversvømmet med studerende. Se boghandleren Shakespeare and co. Kryds op og ned ad de charmerende, men også turistpakkede gader (prøv at undgå weekender). Videre til Place Saint-Michel. Kig forbi den fredelige Place/Rue de Furstemberg. Slut af i Jardin du Luxembourg, hvor folk suger sol, læser, spiller tennis eller skak. Inkl. fin legeplads.

7. (+ 16.) arr. Fx Metro Iéna
Start med at gå ned til Jardin/Place du Trocadéro. Tag evt. turen op i Tour Eiffel (vil ofte kræve forudbestilte billetter). Gå gennem Champ de Mars og derefter videre til Hôtel des Invalides (inkl. Musée de l’Armée og Napoleons grav).

18. arr. Quartier Montmartre. Fx Metro Abesses ell. Pigalle
Se evt. Moulin Rouges. Eller start på Place des Abbesses + Le Mur des Je t’aime. Gå så via Square Louise Michel til Sacré-Cæur. Tag evt. kabelbanen op ell. ned til/fra kirken. Gå derefter til Place du Tertre. Spis lidt væk fra al hurlumhej’et fx på Les Cinq Marches eller på La Boite aux Lettres. Ps. Vi var tossede nok til at købe 6 marcaron’er til overpris på Montmartre – Det kan gøres til næsten halv pris mindre turistede steder.

19. arr. Quartier La Villette Fx Metro Porte de la Villette (eller tag med båd fra centrum)
Vi sejlede med Paris Canal først et stykke på Seinen, men ellers op gennem Sct. Martin og helt op til den nordlige del af byen. Det var en fantastik oplevelse, med en god guide, der havde mange sjove byfortællinger i ærmet. Og hvis ikke man har prøvet det før, er det spændende at sejle under jorden og at opleve alle sluserne, der skal åbnes/lukkes, fyldes/tømmes for at gøre sejladsen mulig. Vi endte så i det store, moderne Parc de la Villette. Her er kanal, bassiner (der kan ‘vandsportes’ og bades om sommeren), grønne områder, arkitektur, festivaler, udstillinger og lign., legepladser, film, cafeer, butikker… I nærheden ligger også fx Cité de la Science et de l’Industrie. Man kan gå videre til den hyggelige Parc des Buttes-Chaumont, der er en park med en enorm bakke, sø, grotte, klippe, vandfald, gode udsigtssteder og mange private hjørner. Eller man kan tage videre for at spise på La Recyklerie, som er super hyggeligt og har en Christiania-vibe over sig, som socialt værested med genbrug, værksted, læsehjørne, høns & grønt & terrasse udenfor. Stedet ligger ud til en nedlagt banestrækning, La Petite Ceinture, hvortil der er adgang flere steder i byen, og som helt klart er værd at udforske nærmere.

20. arr. Quartier de Belleville. Fx Metro Belleville
Gå ad Rue de Belle Ville. Drej ad Rue Denoyez, der er fyldt med graffiti (plus måske en hyggelig cafe i den fjerneste ende af gaden: Le Barbuquin). Videre til Place Fréhel. Ind i Parc de Belleville, der ligger op/ned ad en stor bakke med legepladser, flotte udsigtssteder og fredelige pletter. Bemærk, at området også har suspekte gader med, hvad der kunne ligne lettere lyssky aktiviteter. Vi ville virkelig gerne have været til Jazzbrunch på La Belle Villoise. Det er en slags kulturhus og virkede totalt cool. Men køen var desværre alenlang, så måske er det nemmere at komme til på en hverdagsaften. I området ligger også Atlier de L’umiere, som viser berømte kunstneres værker, der, ved hjælp af lys, blæses op på enorme vægge i en form for rå hal. Billederne kører så som et lysshow iklædt musik. Det er lidt letbenet, men også meditativt og en anden måde at blive ledt ind i kunsten. Museet ligger på den hyggelige gade Rue Saint-Maur, med mange lige så hyggelige smågader i området. Smut evt. ned til den lille park (med legeplads) Square Maurice Gardette, hvor klientellet virker som relativt mondæne børnefamilier. En anden tilsvarende park i området hedder Square de la Roquette. Lidt længere væk ligger Cimetière du Père Lachaise – Stedet hvor en lang række afdøde berømtheder er begravet: Jim Morrisson, Edith Piaf, Balzac, Oscar Wilde, Chopin… Overfor Pere Lachaise ligger et lille, sjovt beboerskabt område, Terre d’Écologie Populaire, med høns, haver, grillområde, mulighed for diverse spil osv. Jeg forestiller mig, at der er superhyggeligt om sommeren. Vi spiste galetter på Au ti Breizh – ikke noget særligt, men til den lille sult, var det fint,

12. arr. Quartier Quinze-Vingts. Fx Metro Bastille
Start på Place de la Bastille. Herfra kan man vælge forskelligt (eller det hele). 1. Gå ned langs Canal Saint Martin (inkl. legeplads). 2. Find Rue Crémiuex, som er en nuttet gade med brosten, kulørte facader og masser af planter på fortovet. 3. Spis på Ground Control, som er et fedt gademadsmarked. Ved stedets to indgange, står der vagter og tjekker tasker, og udefra virker det som en hemmelig skummel klub. Men det skal man ikke lade sig skræmme af. Der fyldt med børnefamilier, men også yngre og ældre mennesker. Man kan sidde indendørs og udendørs, der er en flykabine, et område med vinyler, et andet med gamle spillemaskiner og bordfodbold, et tredje med brætspil, et fjerde med udstilling, et femte til koncert, et sjette til at lave postcasts… osv. Der er superfin, ikke særlig dyr mad fra forskellige verdenshjørner. Så cool! 4. I området ligger også adgangen til Coulées Vertes/Promenade Plantée – en dejlig grøn sti 12 meter over jorden (gammel jernbanestrækning), som løber ca. fem km ud til Vincennesskoven. Noget af strækningen på et nedlagt jernbanespor højt hævet over jorden. Man kan forlade stien adskillige steder, hvis ikke man har lyst til at tage hele turen.

13. arr. og 14. arr. Quartier Butte-aux-Cailles og Montparnasse. Fx Metro Corvisart
Gå gennem Jardin Brassai. Vi spiste på Chez Gladines, som har billige baskiske egnsretter: Hvis ikke man er til store solide, billige og rustikt serveret portioner af kartofler, grøntsager, æg, kød, er stedet måske bedre egnet til en øl om aftenen. Videre til Place Paul Verlaine inkl. lille legeplads og bogskab. Området har spøjst udsmykkede husmure og en meget afslappet boheme-kreativ-klasse-agtig-atmosfære. Gå via Rue de la Butte til Rue Daviel (inkl. sidegaden ved Villa Daviel), som er charmerende med brosten, små huse plus noget, der minder om bindingsværk. I Gallery Pourquoi Pas morede vi os med at diskutere, hvilken mærkelig genstand det ville være sjovest at tage med hjem i toget (rustninger, giraffer, dyreskeletter…). Længst nede i gaden (bag Monoprix ligger endnu en have med lille legeplads og bogskab. Fortsæt op til (eller tag metroen et par stationer til) Denfert-Rochereau, hvor man kan opleve Catacombes de Paris (vi fik desværre ikke billetter). Er der mere energi, så søg videre til charmerende Rue des Thermopyles/Jardin des Thermopyles/Square Alberto Giacometti.

Andre forslag til Paris: Næste gang jeg skal til Paris, vil jeg helt sikkert gerne spadsere mere langs Seinen (på begge sider) og langs Canal Saint-Martin med videre forgreninger. Måske vil jeg bruge mere tid i de ydre hjørner af Montmartre – jeg ved ikke, om det er indbildning, men jeg føler, at luften er renere deroppe. Plus opleve (flere) haver/parker og økomarkeder (køb/lån evt. bogen: Grøn Guide Paris). Besøge Versailles. Tage et smut forbi La Grande Arche/La Défence. Se nogle af de kendte museer. For mere inspiration kan denne side måske bruges: parisguiden.dk. Kort over arrondissementer hér.

Metrokort købte vi for ca. 30 € (alle aldre) for fri metro i en uge. Kortet gælder dog kun til nærmeste lørdag eller søndag, uanset, hvornår du har købt det (m.a.o.: det kan bedst betale sig at købe det om mandagen). Og det kræver underskrift og foto. Kortet kan også fås for ca. 9 € pr. dag. Eller for 85 € pr. måned. Alternativt fås enkeltbilletter til ca. 2 €. Kort over metroen hér.

Du får simpelthen bedre service, hvis du udviser høflighed. Så uanset, hvor povert et fransk, du kan præstere, er det altså en god ide at forsøge dig med et Bonjour (god dag), Bonsoir (godaften), Au revoir (farvel) og Merci (tak) Madame/Monsieur ved en hver given lejlighed.

Der er offentlige toiletter, men de er oftest klamme og ikke altid lige til at forstå. Så sørg for at få tisset af på cafeer/museer og lign. Man tisser ikke bare i en park.

Hvis du har en solid økonomi: Du Pain et des Idees er et hipt bageri. Andre luksus-bagerier/dessertsaloner er Ladurée + Fou de la Pätisserie, som ligger alle steder i det centrale Paris. La Grande Èpicerie er gourmetsupermarked. Printemps og Lafayette har også gourmetmarkeder/delikatesser.

Post navigation

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *