Hamburg med børn

Vi har desværre kun to hele dage til at opleve Hamburg. Vi rejser i en større gruppe, og på førstedagen tager vi alle på en udvidet guidet tur med både bybus og havnebåd – tre timer i alt. Bussen er en rigtig fin måde at få et overblik over byen, og er man vild med containerskibe, kraner og larm, er båden også spændende. Men det er lidt for meget for børnene (to og fire år), også selvom de både maler og småsover undervejs. Det er faktisk også for længe for mig. Jeg vil ud at røre mig.

Det kommer vi så dagen efter.

Under floden

Alter Elbtunnel er en kakkelbeklædt tunnel, der 24 meter under overfladen strækker sig en halv km fra den ene til den anden side af Elben. Vores søn synes, det er interessant at gå under vandet, men mest spændende er det dog at køre op igen med den store bilelevator fyldt med gående og cyklister.

Den rimelige, den gode og den vilde legeplads

Nogen mener, at Hafencity/Speicherstadt er et europæisk eksempel på virkelig vellykket byudvikling i havneområder. Jeg er ikke helt enig. Jeg synes, det er lige så glat, homogent og stille som så mange andre steder. Men lad os se – måske gror det fantastisk i løbet af de kommende år. Hvis man står af ved U4 HafenCity Universität, er man i hvert fald ved et grønt område, hvor der både er toiletter og en fin lille naturlegeplads.

Nede fra Landungsbrücken (U3 Landungsbrücken) starter et langt, langt parkanlæg. Den første del tættest på havnen er ikke så spændende, men går man ind i anlægget Planten und Blomen midt på vejen Glacischaussee eller vejen Holstenwall, lander man i et område med cafe, toiletter og en god legeplads delt op i flere mindre legeområder. Fortsætter man videre, går turen gennem den dejligste have med springvand, vandfald, vandløb, kuperinger, liggestole, blomster og planter og en meget afslappet atmosfære. Og i området mellem Tiergartenstr., St. Petersburger Str. og Marseiller Str. finder man så en himmelsk legeplads. Den er enorm, og der er fantastiske ting som bjerge, man kan kravle op ad, rutsje ned ad og kravle ind under. Børnene kunne med glæde have været dér en hel dag og flere til.

Maden

Vi sidder ud til Elben og spiser godt italiensk på den nydelige La Vela. Samme udsigt, men med sand mellem tæerne og sikkert meget sjovere for børnene kan man få tættere på Landungsbrücken ved StrandPauli eller Hamburg del Mar – men måske er det mest til snacks og drinks.

Endnu længere ude langs floden, i forstaden Altona, ligger der side om side bistroer, specialbutikker, delikatesser og lignende. Der får vi kaffe og kage på Cafe Schmidt. De har papir og farver til børnene, og der er en hyggelig stemning med folk, der slænger sig i solnedgangen på trappen foran cafeen.

Hvor mange turister er samlet, som i den gamle bydel, Altstadt, kan man godt frygte for kvaliteten. Men i Deich Str. finder vi Ti Breizh. Man går nemt forbi, fordi der ved indgangen er salg af ’maritim mode’ og andet turistlir. Men fortsætter man indenfor, får man gode bretonske madpandekager i en rar cafe med vinduer ud mod kanalen Nikolaifleet.

På gensyn

Mange anbefaler Miniatur Wunderland (modeljernbanelandskab) og Tierpark Hagenbeck, hvor gæster må fodre dyrene. Jeg ville også gerne have gået en tur langs den store sø Außenalster i velhaverområdet, set det hyggelige Karo Viertel-kvarter… og meget mere. Så en forlænget weekend i Hamburg er altså ikke nok, når ankomst- og afrejsedagen kun bliver brugt til henholdsvis at falde på plads og lette anker. Konklusion: Vi må tilbage!

September 2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.